z13

Når du har en blog, kan det i nogle tilfælde være svært for dig at finde på, hvad du skal skrive. I starten havde du sikkert masser at skrive om. Der gik det derudaf med at skrive det ene indlæg efter det andet, og det er måske lige før, at du allerede har fået opbygget en gruppe af læsere, der følger dig. Men når du har fået skrevet de første tekster om det, som du havde på hjerte, kan det være, at det bliver sværere for dig at finde på noget at skrive.

I denne artikel kommer vi ind på, hvordan du kan finde på et godt emne til din blogpost, når du er ved at være løbet tør. Hvis du gerne vil holde fast i dine følgere, er det bedst, at du poster noget i hvert fald en gang om ugen. I mange tilfælde kan det være godt at poste noget flere gange om ugen. Det kræver selvfølgelig en del af dig og din kreativitet, hvis du skal gøre det på den måde, men det er også det, der kommer til at fungere for dig i det lange løb. Det er ikke mindst vigtigt, hvis du gerne vil tjene penge på din blog.

De 10 gode råd til valg af emne

Vi har prøvet at opstille en række gode råd til, hvordan du kan finde ud af, hvad din næste blogpost skal handle om. Vi har prøvet at gøre rådene så universelle som muligt, så du kan bruge dem lige meget hvilken form for blog, du har. Det kan være en modeblog, en mommyblog, en rejseblog eller en techblog. Der er ikke det emne, som det ikke er muligt for dig at blogge om. Vi uddyber de 10 råd til valg af emne længere nede i artiklen:

 

  1. Skriv om dine egne oplevelser
  2. Skriv om noget almengyldigt
  3. Skriv om myterne ved dit emne
  4. Rotation af emner
  5. Lav en god guide
  6. Spørg dine læsere
  7. Svar på læsernes spørgsmål
  8. Lav en quiz
  9. Få inspiration fra andre bloggere
  10. Tag et aktuelt emne fra medierne op

Skriv om dine egne oplevelser

Det giver næsten sig selv, at du kan skrive om dine egne oplevelser på en blog. En blog er jo et personligt medie, hvor du kan komme med lige præcis dine tanker og ideer om, hvordan verden er, hvordan den burde være, og lignende. Men hvis du ikke kan finde på noget at skrive, kan du netop tage udgangspunkt i dine egne oplevelser. Du bliver jo ved med at opleve ting, så handler det bare om at gøre dem relevante for læserne på din blog.

Det er der mange forskellige måder, du kan gøre på. Skriver du om mad lægger du måske oftest opskrifter op af mad, som du selv har fundet på. Hvis du er idetom og ikke kan finde på flere opskrifter lige nu, kan du tage udgangspunkt i et restaurantbesøg eller noget lignende. Skriver du om tech, kan du tage udgangspunkt i de seneste komplikationer, du har haft med teknologi – også selvom du plejer at anmelde forskellige former for udstyr.

Selvom du plejer at skrive om en slags oplevelser, vil dine læsere højst sandsynligt hænge ved, selvom du begynder at skrive om en anden form for oplevelser også. Måske er det lige præcis den form for skriverier, der er med til at gøre, at du får ideer til, hvad du ellers skal skrive.

Skriv om noget almengyldigt

Når du skal finde et emne til din blogpost, er det som regel vigtigt, at du vælger et, hvor det vil have interesse for læserne i lang tid fremover. Når du har postet det, vil det ligge på din blog for evigt. Det gør, at læserne selv fem år efter, at du har postet blogindlægget, vil kunne frem til det og kan finde din blog på den måde.

Det er selvfølgelig ikke sådan lige til at finde et almengyldigt emne. Der handler det om, at du ser på, hvad der generelt interesserer folk. Mange mennesker har børn. Måske kan du skrive en blogpost om, hvordan det er rejse med børn, hvis du har en rejseblog. Det er der helt sikkert mange forældre, der vil synes, er interessant. Du kan også skrive om, hvordan man kan håndtere det at have flere bolde i luften. Det er også en udfordring, som mange mennesker står over for.

Selvfølgelig skal blogposten stadig være relateret til det emne, som du blogger om, men med lidt snilde kan du nemt få ført et almengyldigt emne over på dit emne på bloggen.

Skriv om myterne ved dit emne

Vores tredje gode råd til valg af emne er, at du kan skrive om myterne ved det emne, som du blogger om. Det kan være, at der er mange, der tror, at du som rejseblogger lever i sus og dus, tjener masser af penge og bruger al din tid på at rejse. Det kan også være, at der er mange, der tror, at det må være en sand lykke at have et lille barn. Så kan du skrive om de myter.

Lidt i samme boldgade kan du også skrive om de fordomme, som du bliver mødt med. Det kan være, når du sidder til et middagsselskab og andre hører, at du blogger om et givent emne. Så kan det være, at de siger: ”Jamen, giver det overhovedet mening at skrive om tech? Det hele er jo alligevel forældet om et år.” Så har du allerede et emne til din næste blogpost.

Rotation af emner

Hvis du skriver en blogpost om ugen, kan du finde på fire emner, der er relevante for dig at blogge om. Det skal være fire emner, der er relevante for dine læsere og det emne, som du blogger om. Når du har fundet frem til de fire, laver du en liste og kører den igennem hver måned. På den måde ved du hele tiden, hvad næste uges emne skal være. Det er ikke den mest kreative og sexede måde at skrive blogposts på, men det hjælper.

Rotation af emner kan være særlig godt, hvis det ikke i sig selv er det at skrive, der interesserer dig. Det kan være, at du gerne vil skabe mere opmærksomhed om din virksomhed og derfor har lavet en blog. Så kan det godt give mening for dig at bruge denne metode.

Har du en virksomhed, der sælger sko, kan du for eksempel den første uge skrive om sæsonens trends, den anden uge lave en anmeldelse af en af de sko, du har i dit vareudbud, den tredje uge kan du skrive om sko til et bestemt formål, mens du den sidste og fjerde uge besvarer ofte stillede spørgsmål i forhold til at købe sko, for eksempel hvordan man finder den rigtige størrelse, og hvordan man vedligeholder sine sko.

Lav en god guide

De fleste læsere af blogs elsker en god guide. Det er derfor et rigtig godt valg af emne til en blogpost. Lige meget hvad du skriver om, kan du skrive en guide til det. Det kan være, hvilket styresystem der er bedst at vælge til sin computer, det kan være hvilke bukser, der er de bedste at gå med, når du er gravid, eller hvor du kan få den bedste kop kaffe i København. Der er et utal af muligheder i forhold til, hvad du kan skrive om af guides. Så længe det passer til dit overordnede emne på bloggen, er det fint.

Der er også den store fordel ved en guide, at den som regel ikke er så teksttung. Hvis du har en periode, hvor du ikke er så inspireret, kan det derfor være en stor fordel for dig, at du skriver sådan en. Hvis du har prøvet en række forskellige former for bukser af som gravid, kan du stille dem op i en punktform og lave en kort anmeldelse af dem. Derudover skal du selvfølgelig begrunde, hvad du har lagt vægt på i forhold til bukserne; det kan være, at andre ikke lægger vægt på det samme.

Hvis du vælger at udvælge nogle bestemte emner og så lave en rotation af dem på bloggen, er det helt sikkert værd for dig at overveje, om en guide ikke skal være en af dem. Det er et meget nemt format at have med at gøre.

Spørg dine læsere

Hvis du har fået opbygget en gruppe af læsere, der følger dig, kan en løsning simpelthen være, at du spørger dem, hvad de gerne vil læse et emne om. Det kan være, at de sidder og venter på, at du kommer med et emne, der handler om lige præcis det, der interesserer dem. Men måske er det slet ikke faldet dig ind at skrive om emnet.

Det kan derfor være en god ide, at du skriver til dem på bloggen eller på de sociale medier, hvis du også har en side til din blog der, og spørger dem, hvad de gerne vil læse om. Det kan give dig masser af ideer til, hvad du skal skrive fremover.

Det er klart, at du ikke kan gøre det hver uge, men hvis du for eksempel gør det hver tredje måned eller en gang hvert halve år, vil dine læsere ikke synes, at der er noget mærkeligt i det. Det vil tværtimod gøre, at de føler, at bloggen i endnu højere grad henvender sig til dem.

Svar på dine læseres spørgsmål

Dette gode råd til valg af emne hænger i høj grad sammen med rådet ovenfor. Forskellen er dog, at det er spørgsmål, som læseren har skrevet direkte til dig. Mange bloggere oplever at blive kontaktet på mail, sociale medier eller i kommentarerne på deres blog, hvor folk spørger dem om noget i forbindelse med det emne, som de blogger om. Du kan vælge at svare dem personligt, men hvis det er et emne, som, du mener, vil have interesse for andre, er det en god ide for dig, at du skriver et blogindlæg om det, så dine andre læsere kan få glæde af det.

Når du svarer på indlægget, er det selvfølgelig vigtigt, at du ikke udleverer den læser, der skrev til dig til at starte med. Det er en god ide at anonymisere vedkommende, men også fortælle dem på forhånd, at du gerne vil tage deres spørgsmål op i et blogindlæg. Det giver også læseren mulighed for at sige, hvilke oplysninger, de vil have kommer frem, på din blog.

I nogle tilfælde kan det også være, at du har brug for at stille læseren yderligere spørgsmål, så du kan finde ud af, hvordan deres situation helt præcist er.

Lav en quiz

En quiz er altid en god måde at få læserne til at engagere sig noget mere på din blog. Hvis du ikke har lavet en quiz i noget tid, og hvis du mangler et emne, er det derfor oplagt, at du laver en quiz. Quizzen skal selvfølgelig handle om dit emne, men kan have mange forskellige former for spørgsmål. Du kan derfor lave en nem quiz, hvis dine læsere ikke er nogle, der gider at bruge lang tid på at finde ud af svaret. Du kan også finde på en svær quiz, hvis dine læsere netop er nogle, der godt kan lide, at du skal bruge noget tid på at finde svaret.

Når du laver en quiz, skal der selvfølgelig også være en præmie. Det er vigtigt, at du skriver, hvad præmien er, og at du skriver, hvem der har vundet præmien. Det kan i øvrigt blive til en blogpost i sig selv efterfølgende. Du kan vælge en lang række forskellige ting som præmie til din quiz. Nogle bloggere får en masse ting fra virksomheder, som virksomhederne gerne vil have dem til at skrive om.

Det kan også være, at du har nogle produkter i din virksomhed, eller du har skrevet en bog, som du gerne vil give i præmie. Mange bloggere laver e-bøger, som de sælger på deres blog. For at promovere din nye e-bog kan du lave en quiz om den.

Få inspiration fra andre bloggere

Hvis du ikke ved, hvad du skal skrive om, er det en god ide, at du ser på nogle af de andre blogs, der er om det emne, som du skriver om. Det kan være med til at gøre, at du får nogle nye ideer til, hvad du selv skal skrive om. Du kan selvfølgelig ikke stjæle deres ideer, men du kan godt lave dit eget take på det emne, som de har taget op.

Nogle bloggere gør også det, at de simpelthen laver en kommentar til eller går i diskussion med nogle af de andre bloggere via deres blogindlæg. Det kan være, at der er en af bloggerne indenfor din niche, der har skrevet noget, som du er lodret uenighed med. Så kan du give din udlægning af emnet. Der er ikke noget galt i at kritisere andre bloggere, når det sker på en saglig måde.

En anden mulighed er, at du anmelder de andre blogs, der findes om emnet. Dine læsere vil som regel gerne læse flere blogs om det samme emne. Du mister derfor ikke læsere på, at du fortæller dem om nogle de blogs, som du godt kan lide at følge med på. Snarere tværtimod.

Tag et aktuelt emne op for medierne

Hvis du ikke ved, hvad du skal skrive om, kan du tænde for fjernsynet eller gå ind på en netavis. Ofte vil du kunne finde inspiration til et godt emne, når du ser TV eller surfer rundt på netavisen. Rigtig mange af de emner, der bliver diskuteret i medierne, kan nemlig være relevante for dig at behandle på din blog. Det kan være, at der er kommet en ny undersøgelse om, at salt er skadeligt. Så kan du komme med dine tanker om emnet på din madblog. Vil du holde op med at komme salt i maden?

Det kan også være, at der er en historie om, hvordan en person har hacket sig ind i sin ekskærestes computer og set på hende gennem webkameraet. Så kan du skrive på din techblog om, hvordan dine læsere kan undgå det, og hvordan de skal forholde sig, hvis det sker.

Eller måske er der kommet en ny flyrute mellem to destinationer. Så kan du på din rejseblog skrive om nyheden. Måske har du været på en af destinationerne eller dem begge to og kan krydre indlægget med nogle anekdoter derfra.

Et sidste 11. råd

Vores sidste gode råd til at vælge emne til en blogpost er lidt et bonusråd. For hvis du virkelig ikke ved, hvad du skal skrive om på din blog, kan du altid skrive om det at blogge. Medmindre det er det, som din blog handler om, bliver det lidt et metaindlæg. Det er derfor en god ide at overveje, om det egentlig hører hjemme på din blog. Du kan dog altid prøve det af og se, om det er noget, som dine læsere synes om. Er det ikke det, er det nok bedst at lade være.